Europa har et meget fint netværk af vandrestier og Caminoen i det nordlige Spanien er langt fra den eneste pilgrimsrute, selvom det oftest er den man hører om.

Pilgrimsruterne Via di Francesco (Italien ca. 460 km), Münchner Jakobsweg (Tyskland ca. 290 km), Via Podiensis (Frankrig ca. 750 km), Via de la Plata (Spanien ca. 920 km), Via Coloniensis (Tyskland ca. 240 km), Les Chemins du Mont Saint-Michel (Frankrig ca. 550 km), St. Cuthbert's Way (Skotland ca. 100 km) og St. Winefride's Well (Wales ca. 120 km) byder alle på store oplevelser for vandreren, der vil lære vejen og landene at kende fra en helt ny vinkel. Hvis man sidder med ønsket om at vandre langt, bliver den største udfordring ofte, at der simpelthen ikke er tid nok i vores ferier til at gå hele vejen. Løsningen er etapevandring. Dorthe Carlsen har vandret de over 2000 km, der er fra Viborg til Rom, som en etapevandring. I foråret 2024 var hun halvvejs igennem i Schweiz og i foråret 2025 stod hun endelig i Rom.